søndag den 3. juni 2012

3/6

Vi kunne ikke sove længere end til 6.30 - men så får man også noget ud af dagen :)

Man behøver jo ikke at stå op - selv om man ikke kan sove længere - så ved 8-tiden var vi klar til at spise morgenmad på Lois' - som er et 50'er replica spisested lidt uden for centrum.

Efter endnu en god gang bacon og æg - gik vi op ad Rusian Hill til Lombard Street - som er den stejleste vej i SF. Det er helt vildt at de har bygget en by på så store bakker - vores ben bliver hurtigt tunge og trætte.


Da det åbenbart ikke var nok - så snuppede vi også lige en opstigning til Coit Tower - så var vi også total brugte. Ved tårnet og på den smukke tur ned ad trapper gennem et charmerende kvarter så vi tre kolibrier - desværre fik vi ikke taget billeder.

Vi smuttede tilbage på hotellet - så ungerne kunne komme i poolen - klokken var jo også blevet 11.00 - man når som sagt meget når man ikke sover længere.

Vi ville lige få ringet til Cruise America for at aftale afhentning i morgen - men de havde så ikke lige åben på en søndag :( - men det må vi så klare i morgen tidlige.

Afslapning ved poolen og så ud og spise noget frokost - efterfulgt af en tur på Ripleys Believe It or Not. Sjovt sted med en Mirror Maze - som vi næsten ikke havde fået Lone med ud af igen - hun var meget bange for at blive væk.

Ud og proviantere i det lokale Safeway - her er alle de ting man har hørt om i film: Pop-tarts - Ding Dongs - Twinkies - Fruit Loops og 1000 andre ting.

Eftermiddagen gik på hotellet med kineserwist - Lærke er haj til det - hun har sit eget system som hun ikke rigtig vil afsløre - men som vi siger så giver det sikkert kun mening for hende :)

Ingen var særligt sultne - så det blev lidt halvkedeligt på den lokale Burger King. Det er lige gået op for mig, hvor meget vi ville have kunnet spare, hvis vi havde brugt de kuponner, som var i det gratis kort, som vi har brugt hele tiden. 5 dollars på hver kasket, 10 procent på det fine mad, vi fik i går, 10 dollars på Believe it or Not og 15 procent på vores morgenmad. Det bliver alligevel til et par hundrede kroner.

Vi holder 'film-aften' og skal så hente RV'en i morgen og så videre til Yosemite - så hvordan det bliver med internet ved vi ikke lige. Der kan gå noget tid inden vi kan opdatere igen.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar